Skab dit drømmeliv med mod, fantasi og ærlighed

Det er efterhånden ikke uvant for mig at kaste mig ud i ting, uden at jeg kan se hele vejen derhen – hvor angsten presser sig på for “hvad nu hvis”, og “hvordan skal det dog lade sig gøre”, “det kan jo ikke lade sig gøre fordi og fordi..”. Du kender sikkert følelsen og tankerne.

Jeg kender tårerne, panikken, der rammer for en stund. Men jeg kender også roen. Roen, der begynder at fylde mere og mere i tilliden til, at der altid er en vej, og at nogen gange er en afvisning blot en vejvisning, en re-direction. Fremfor “årh, så skal det nok ikke være alligevel..”.

Jeg kender også glædestårerne. Når noget pludselig lykkes. Når et mål nåes. Måske endda endnu bedre, end jeg kunne have forestillet mig. Vores menneskelige hjerne har kun en vis kapacitet - så husk at drøm og bed om det, du ønsker dig – og tilføj:

Eller ENDNU bedre!

Jeg tilføjer altid den. Og det virker hver gang. Nogen gange med en anden tidshorisont, end man lige havde forestillet sig. Men tid er menneskeskabt. Det skal nok komme, når “timing’en” er der.

Jeg øver mig hele tiden i at være modig. Fra stort til småt. Du mærker selv, hvor skoen trykker, hvor du holder dig tilbage, hvor du nøjes, hvor du undlader at tage skridtet, at stille dig frem, eller hvor du gør dig mindre for fx. at “passe ind”. Det er dér, du med fordel kan vælge at stille dig frem. Gøre det alligevel. Det er dér, du er 100 % dig, dér, hvor der virkelig er noget at vinde. Og ønsker du et andet resultat, at være et andet sted, end dér, hvor du er nu, så er du også nødt til at gøre noget anderledes end hidtil. For dine valg har jo bragt dig her til. Så må du tage nogle nye, nogle, hvor du har noget på spil. Og alt er muligt – kan du forestille dig det i fantasien, så er det der allerede, du skal bare bringe det ind i 3D - den fysiske virkelighed. Brug din fantasi. Visualisér det, du drømmer om, lav handlinger, som bakker op om din vision og vigtigst af alt, mærk hvordan det føles, at være der i drømmen, som var du der allerede – lige nu.

I am enough of an artist to draw upon my imagination
Imagination is more important than knowledge
Knowledge is limited
Imagination encircles the world
— Einstein

“Hvem kommer så med medaljen, når du så er pissesej og modig?” -kan du så måske føle midt i de seje træk. Det er der ikke nogen, der gør. Men det er ikke nødvendigt. For du ved med dig selv, at du er tro mod dig selv. At du gør det godt. At du lader din sjæl styre og ikke dit ego. Og det er også dig, der ‘vinder’ alle de skønne resultater, som dine modige beslutninger bringer med sig.

Men før modet kommer også det at være ærlig over for sig selv. Sådan bundærlig. Omkring hvad man egentlig ønsker sig. Om man er det rette sted. Med de rette mennesker. Osv. Ofte er det nemmeste at vende den anden kind til. At gå på kompromis, men så også til sådan en grad, at det faktisk går ud over een selv. At man ender med at gå over sine egne grænser. At man ikke er sådan ægte-helt-ind-til-benet glad. Samtidig vælger mange denne løsning, fordi de ikke har tillid til, at ønskescenariet er muligt. Her er overbevisningerne på banen og spænder ben.

Så inden modet kommer en seriøs og ærlig samtale med sig selv

Omkring, hvad man faktisk drømmer om og ønsker her i livet. Kombineret med en forståelse for Loven om tiltrækning, manifestation og en indsigt i ens overbevisninger, som trækker i en skæv retning.

Og så er det tid til at finde modet frem og springe – for du har alt at vinde!

Og når det kommer fra et sted af dyb intention, ægte passion, kærlighed og ærlighed, så vil du lykkes.

Næste
Næste

Healing kan se ud på mange måder