Dengang min far blev væk

”Jeg vågner midt om natten af telefonen, der ringer nok en gang. Jeg får hurtigt øjne, klar over, at jeg skal være lydhør og nærværende som mange gange før. Du har svært ved at forklare dig med ord. Men jeg forstår. Du vil væk derfra. Nu. Du vil hjem, og de knuste billedrammer med dine børn i hænderne fortæller historien gennem telefonen. Jeg kan ikke gi' dig dét, du ønsker, så du bliver vred og frustreret og ”lægger på” ved at lægge telefonen i lommen. Stedets eneste telefon, som du har lånt af nattens eneste medarbejder. Men jeg kan stadig følge med på lyd, mens jeg hører glasskårene falde til jorden fra vinduet, som du smadrer for at flygte. Jeg hører også sneen knirke under dine sko, mens du går afsted – ud i den frostklare nat. Uden en rute i de før meget velkendte gader. Uden et sprog. Men med et mål; Hjem.

Jeg drejer nøglen i bilen og kører ud for at lede efter dig. Kører rundt i de mørke, stille gader, mens sneen knirker videre fra telefonen – nogen gange afbrudt af en larmende stilhed. Du møder to unge, som tror, du er fuld, og efterlader dig igen.

Endelig. Dér står du.

I skæret fra billygterne taler du og jeg sammen, hvor jeg forsikrer dig om, at det er en ‘god idé’ at vende tilbage til Stedet...
Tilbage på Stedet har du fundet roen igen, dér i sengen, mens vi holder i hånd.

“Alt imens vælter din elskede ABBAs ‘Dancing Queen’ ud af højtaleren – uden nogen form for situationsfornemmelse.”

Nu sover du, så jeg tager hjem med håbet om, at du får en god nats søvn.
Få timer efter, er du vågen igen…”.

Dette er blot et sandkorn fra Dengang min far blev væk. Både fysisk. Og i sit sind. Det er mange år siden nu.
Men hvorfor skrive om det her? Fordi jeg ser værdien i at dele. Dele vores udfordringer. Så vi kan spejle os i hinanden og vide, at vi aldrig er alene. At nogen forstår og kender sorgen, afmagten.

Og når du er klar, hjælper det at se hele oplevelsen med nye briller. Der var faktisk noget at lære midt i kaosset. Noget unikt netop for dig.

Jeg har blandt andet lært, at jeg ikke skal tage andres skæbne på mine skuldre. Det kan være svært at indse som empat. Selvfølgelig er det vigtigt, at være der for dem, vi elsker og at sende al den kærlighed, vi kan, men det er også vigtigt at huske at passe på sig selv imens og vide, hvad der er 'dit', og hvad der er 'mit'. For mig var det en stor sorg at se min far forsvinde langsomt, og jeg havde så ondt af ham. Men hvor hårdt det end kan lyde, så var der også læring i det. Og tager du en andens skæbne på dine skuldre, kan det blive en unødvendig byrde at bære.

“Måske du endda kommer til at tage noget læring fra den anden.”

Noget, som modparten skal igennem for selv at udvikle sig. Vi er her allesammen for at lære – også af hinanden. Og indtil vi har lært dét, vi skal lære, vil vi blive ved med at møde lignende udfordringer igen og igen.

Søg ind ad og mærk efter, hvilken læring, der kunne være for dig i den givende situation. Så du kan gøre noget ved det nu.